Besøg hos Google 10.10.

Et interessant karaktertræk ved forberedelserne til mit besøg er, at det ikke var helt nemt at få en kontakt, der kunne tage imod. Det lykkedes efter fire forgæves forsøg, dels hos Intels koordinator, Brad Bensons kontakter og dels gennem Innovation Center Denmark, der har forsøgt at få et andet møde i stand med en kunde i et år (dog med ledelsen af Google...) Ad forskellige omveje lykkedes det at få kontakt med Heidi Quijano, der har slået sig ned i San Francisco og nu arbejder for Google på fjerde år.

Hendes fortid i området er som ministerielt ansat i den danske erhvervsrepræsentation, som nu er konverteret til innovationscentret, men hendes utålmodighed med dansk institutionalisme bragte hende til et job hos Google i stedet for. Det er derfor dobbelt underligt eller ironisk at det har været vanskeligt at få skabt kontakt gennem den nye officielle danske repræsentation, som hun selv har været en del af, men nu er skeptisk overfor. Netværksøkonomi er forunderlig.

Googles beliggenhed i udkanten af Palo Alto op mod bjergene - Mountain View - har karakter af nybyggernes erorbring af nyt land - meget passende til verdens førende internetbaserede virksomhed. Der er mange bygninger i op til 5-6 etager fordelt mellem rekrative grønne områder med cafeer, parklignende oaser, beachvolleybaner og en scene til rockmusik og anden optræden. Universitets-campus er klart forbilledet for virksomhedens fysiske fremtoning. Desuden er der en karakter af midlertidighed, både indendørs og udendørs, dvs. at interiør og materialer virker som en lejr, der kan rives ned og bygges op igen. Nomadetilstanden for virksomhedens selvforståelse er udtalt, dvs. at basen - hjemmebanen er lige så virtuel og flytbar som virksomhedens produkter.

Men der er ikke tale om et - i Danmark vidt omtalt - Oticon-kontorlandskab, hvor man ikke har nogen fast arbejdsplads. Det har man hos Google, endog med meget personlige udtryk.

En organisation, der har internettet som virkefelt, er naturligvis præget af computere, og mange går rundt med laptoppen som en ekstra legemsdel, men det der virker mest overraskende på mig er alligevel den kollegiestemning, som kontorerne er bygget omkring. Der er mere fokus på den personlige redebygning i meget små områder, end jeg havde forestillet mig. Selv om man f.eks. bor fire personer i et lille værelse (med ruder overalt) på under 20m2 er der alle tænkelige udtryksformer og tags, der vidner om den enkeltes tilstedeværelse. Kontoret er en facebookprofil og superwall'en har både en racercykel og 30 billeder af dig selv, der trykker celebrities-besøgende i hånden eller fotos fra marathonløb og karneval. Som supplement til den meget sammenpressede kontoridé er der et væld af cafeer foruden de velkendte legeområder med pool og bordfodbold m.v., massagestuer og fitness. På denne campus, hvor der arbejder 7000 mennesker er der 25 store cafeområder, flere af dem med plads til hundredevis besøgende ad gangen. Det forekommer som om at der er mere plads til udenomsaktiviteter end kontorplads bag computerskærmene, hvor værdierne formodes at blive skabt. Og det er givetvis med vilje. Man gnider sig op ad hinanden, når ideerne nedfældes og fokuseres, man har oceaner af plads og adspredelse ved hånden, når det er mere interessant.

Sammen med det meget midlertidige udtryk i indretning og miljø og den legende karakter, der er fremelsket med vilje, er den organisationskulturelle canvas noget, der bedst kan beskrives som Eksperimentarium møder IKEA ved Malibou Beach. Stemningen er meget afspændt og venlig, og de førnævnte personlige udtryk accepteres som legitime uden pral og med den samme internetselvfølgelighed, som facebook f.eks. er udtryk for. Du kan være privat eller offentlig som du har lyst til.

Et vigtigt karaktertræk ved Googles organisationskultur er den meget u-amerikanske service, der er gratis til rådighed. I et land hvor alt, der kan kapitaliseres, bliver overvejet til salg, er det forunderligt at se at al - AL - maden er gratis i cafeerne. Jeg spiste morgenmad sammen med Heidi, og der er ikke sparet på noget - det helt store Starbucks sortiment er lige for. Familierne til de ansatte har også stående invitation, dvs. at man i stedet for at gå på restaurant sen eftermiddag, kan man bede familien om at komme og så slutter man af på arbejdspladsen med et måltid.

Der er også shuttle-busser mellem opsamlingspunkter i San Francisco og Palo Alto Hq, der ligger 50 km fra hinanden. Busserne kører i rutefart hele dagen og man kan derfor som Googleansat pendle uden personlig udgift. Sygeforsikringer, vasketøj o.a. er også en del af dealen med arbejdsgiveren.

På mange måder giver denne service - nursing af medarbejderne mindelser om stordrift hos en rig bonde i 1700-tallets førindustrielle sammenhold. Karle og piger opfattes som en del af familien, og måltiderne har en meget stor betydning for fællesskabet. Hos Google hedder det naturligvis cafe og beach party, men funktionen er den samme. Larry (Page) og Sergej (Brin), de to stiftere, sidder med ved det store bord med hyppige mellemrum og viser sig frem for alle, der ønsker at få kontakt. En gang om måneden er den største cafe rammen om casual Q&A sessions, hvor the founders står til rådighed for alle typer spørgsmål fra hvemsomhelst i organisationen.

Google har 10-års jubilæum i år og opfører sig meget passende som et gammelklogt legebarn med en uhyre charmerende fremtoning. Det bliver meget interessant at se hvordan denne organisationskultur kan bevares og modnes de næste fem år, og om det kan lykkes at lade de stadigt flere konventionelle cheftypers tilkomst blende sammen med den helt unikke campus laissez faire. Den dybe kvalitet i kombinationen af studenterlivet, nomadens fleksibilitet og storbondens familiære generøsitet er sårbare for effektivitetsmaskinerne, og der er ingen tvivl om at Google skal gøre sig umage for at forblive tilpas u-organiseret.